Lyngby-Taarbæk Kommunes miljøpolitikMålet med Lyngby-Taarbæk Kommunes miljøpolitik er at nedbringe miljøbelastningen og dermed forbedre miljøtilstanden. Miljøpolitikken er på mange områder udtryk for en politik, der ikke tidligere har været formuleret, men som har været gældende, når der er blevet taget politiske beslutninger med miljømæssigt indhold. Lyngby-Taarbæk Kommune er - og skal fortsat være - en grøn kommune, der både i ord og handlinger udviser en miljømæssig bæredygtig adfærd. Lyngby-Taarbæk Kommune vil i samarbejde med borgerne, virksomhederne og andre arbejde for at fremme en bæredygtig udvikling, så vi efterlader en natur lige så rig på muligheder, som den vi overtog – gerne lidt rigere. Kommunen vil søge at påvirke borgere, virksomheder og kommunale institutioner til at være mere ressourcebevidste ved bl.a. at fremme og støtte miljømæssige initiativer, der tages i lokalområdet. At forbedre miljøtilstanden er ikke alene et kommunalt anliggende, men en opgave, alle bør tage del i løsningen af. Mange af de globale miljøproblemer, som f.eks. luftforurening, højt ressourceforbrug og stigende affaldsmængder, har sine rødder i lokale aktiviteter. Lyngby-Taarbæk Kommune har derfor et ansvar og en mulighed for at inddrage løsningen af både lokale og globale miljøproblemer i den lokale beslutningsproces. Lyngby-Taarbæk Kommune vil fortsat arbejde for at forebygge og bekæmpe forurening af jord, vand og luft samt støjforurening fra trafik og virksomheder. Lyngby-Taarbæk Kommune vil inddrage miljøhensyn i beslutninger, der vedrører indkøb, forbrug og drift, ligesom vi vil øge brugen af renere teknologi og inddrage den byøkologiske tankegang i den kommunale planlægning. Lyngby-Taarbæk Kommune vil sikre, at planlægningen inden for de forskellige sektorer koordineres, så kommunens udvikling går i en bæredygtig retning, hvor der samtidig opnås "mest miljø for pengene". Det er et mål at reducere kommunes ressourceforbrug f.eks. ved fortsat energistyring og grønne regnskaber, hvor miljøtilstanden løbende registreres med henblik på at prioritere den fremtidige miljøindsats og nedbringe ressourceforbruget.
|
|
Siden er sidst opdateret den 03.10. 2010
|