Styrelsesvedtægt for kommunale dagtilbud i Lyngby-Taarbæk Kommune

Gældende fra 1. december 2007

Historik

Den 1. januar 1992 blev der indført selvforvaltning og forældrebestyrelser i dagtilbudene i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Den 1. januar 1993 trådte loven om forældrebestyrelser i kommunale dagtilbud i kraft. Efter loven skulle der udarbejdes styrelsesvedtægt, der beskriver det formelle grundlag for samarbejdet mellem kommunalbestyrelsen og forældrebestyrelsen. Kommunalbestyrelsen skulle tillige fastsætte mål og rammer for hele dagpasningsområdet.

Den 1. januar 1996 trådte nye lovbestemmelser om forældrebestyrelser i kraft. Efter de nye bestemmelser skulle der oprettes forældrebestyrelser i både kommunale og selvejende dagtilbud. Desuden blev bestemmelserne om medarbejderrepræsentation i forældrebesty­relser ændret og derved gjort mere fleksible.

Folketinget vedtog i foråret 2003 et ændringsforslag til lov om social service omhandlende forældrebetalte madordninger i dagtilbud til børn i alderen fra 3 år og derover. På baggrund af lovændringen, som trådte i kraft den 1. juli 2003, besluttede Socialudvalget at give forældrebestyrelsen mulighed for at etablere madordninger i dagtilbud til børn i alderen fra 3 år og derover.

Pr. 1. august 2004 trådte lovgivning vedrørende pædagogiske læreplaner i dagtilbud i kraft. Det enkelte dagtilbud skal ifølge lovbestemmelsen udarbejde en pædagogisk læreplan, som skal godkendes af forældrebestyrelsen og kommunalbestyrelsen.

Pr. 1. august 2007 trådte dagtilbudsloven i kraft. Loven samler Loven samler reglerne om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. i en selvstændig lov. Loven er en sammenskrivning af:

  • Servicelovens bestemmelser om dag-, fritids- og klubtilbud m.v.
  • Lov om børnemiljø
  • Bekendtgørelsen om temaer og mål i pædagogiske læreplaner

Desuden indeholder loven en række ændringer og nye bestemmelser.

Dagtilbudsloven erstatter således bestemmelserne om dagtilbud til børn i lov om social service. dagtilbudsloven (lov nr. 501 af 06/06/2007 lov om dag-, fritids- og klubtilbud mv. til børn og unge - dagtilbudsloven) findes på www.retsinformation.dk

Styrelsesvedtægten er godkendt af kommunalbestyrelsen første gang i april 1993.
Seneste revision er foretaget i oktober 2007.

§ 1 Formål

Lyngby-Taarbæk Kommunes mål med og rammer for børnenes ophold i dagtilbud efter dagtilbudsloven fremgår af ”Mål og rammer for dagtilbudenes arbejde”.

§ 2 Forældrebestyrelsens sammensætning

Forældrebestyrelsen består af 3, 5 eller 7 repræsentanter valgt af og blandt forældre til børn i dagtilbudet samt 1 eller flere repræsentan­ter valgt af og blandt de fastan­satte medarbejdere.

Antallet af forældrerepræsentanter fastsættes af bestyrelsen og afhænger af dagtilbudets størrelse. Almindelig­vis forudsættes 2 medarbejdere repræsenteret, men der er ikke noget til hinder for at antallet kan øges eller mindskes - afhængig af dagtilbudets størrelse. Der skal blot være et flertal af forældre i bestyrelsen. Ved medarbej­dere i Dagplejen forstås fastansatte dagplejere og dagpleje­pædago­ger.

Medarbejderrepræsentanterne i bestyrelsen har stemmeret.

Ud over bestyrelsens medlemmer skal der vælges sup­plean­ter for forældrerepræsen­tanterne (antallet fastsættes af be­styrelsen) og suppleanter for medarbejder­repræsentanterne. En suppleant indtræder i bestyrelsen, når et bestyrelsesmedlem udtræder heraf.

I dagtilbud, som er normeret til at modtage en særlig gruppe børn med fysisk og/eller psykisk handicap, bør denne gruppes forældre være repræsenteret i bestyrelsen for at tilgodese disse børn og familiers særlige behov.

§ 3 Valg til bestyrelsen Forældrerepræsentanter

Forældrerepræsentanterne i bestyrelsen og suppleanter for disse vælges på et forældremøde, som afholdes inden udgangen af oktober kvartal. Den siddende bestyrelse indkalder til valg. Valgperi­oden påbegyn­des umiddelbart efter valget og løber i 2 år til nyvalg har fundet sted. Suppleanter vælges hvert år for et år ad gangen og indtræder i bestyrelsen i den rækkefølge, de er valgt, dvs. i forhold til antallet af stemmer. Endelig erstatning for "faste" bestyrelsesmed­lemmer, der er udtrådt i løbet af valgperioden, sker ved det årlige valg/suppleringsvalg til bestyrelsen.

Medarbejderrepræsentanter

Alle fastansatte medarbejdere i dagtilbudet, bortset fra lederen og souschefen, vælger medarbejderrepræ­sentanter til bestyrelsen og suppleanter for disse på et persona­lemøde forud for forældremødet, hvor forældrerepr­æsentanterne vælges. Valgpe­rioden ­påbegyn­des samtidig med de nyvalgte forældrere-præsentanters valgperiode og løber i 2 år til nyvalg har fundet sted. Sup­pleanterne vælges for et år ad gangen og indtræder i bes­tyrelsen i den ræk­kefølge, de er valgt, dvs. i forhold til antallet af stemmer.

§ 4 Valgbarhed og valgret

Forældre med børn i dagtilbudet er valgbare og har valgret ved valg af forældrerepræsentanter til bestyrelsen. Ved afstemning kan afgives én stemme pr. barn indskrevet i dagtilbudet. Der kan kun vælges én forældrerepræsentant pr. familie.

Fastansatte medarbejdere i dagtilbudet, bortset fra lederen og souschefen, er valgbare og har valgret ved valg af medarbejderrepræsentanter til bestyrelsen.

Medarbejdere i dagtilbudet er ikke valgbare som forældrere­præsen­tanter.

Valg til bestyrelsen sker ved simpelt stemmeflertal, dvs. valgt er den/de personer med flest stemmer. I tilfælde af stemmelig­hed, hvorved der ikke kan træffes afgørelse om, hvem der er valgt til bestyrelsen, finder omvalg sted mellem de kandidater, der har fået lige mange stemmer. Stemmeafgivelse forudsætter deltagelse i møderne, og der kan således ikke stemmes ved fuldmagt.

Ved forældre forstås de personer, der på valgets tidspunkt har forældremyndigheden over børn, der er indskrevet i dagtilbudet. Yderligere har personer, der har den faktiske omsorg for barnet, valgret og valgbarhed som forældre. Herved forstås:

  • personer, som har et barn boende hos sig i døgnpleje efter lov om social service
  • personer, der har indgået ægteskab med indehaveren af forældremyndi­gheden over et barn og som tilhører samme husstand som forældremyndighedsinde­haver og barnet (det er herved en forudsætning, at forældremyndigheden over barnet ikke ved aftale er delt mellem forældrene)
  • ugifte fædre, der tilhører samme husstand som forældremyndighedens indehaver og barnet.

Der kan ikke tildeles valgret eller valgbarhed til mere end 2 personer på grundlag af samme barn.

§ 5 Udtrædelse af bestyrelsen

Et forældrevalgt bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen, når medlemmets barn ophører i dagtilbudet, hvorefter suppleanten indtræder. Bestyrelsesmedlemmet kan dog undtagelsesvis fortsætte i bestyrelsen frem til næste valg, såfremt der i den resterende bestyrelse er fuld enighed om dette. Hvis blot ét medlem ikke er enig, må det pågældende bestyrelsesmedlem udtræde.

Det er ikke borgerligt ombud at sidde i en forældrebestyrelse. Der er således ikke nogen regel om, at man ikke kan trække sig ud af bestyrel­sen inden en valg­periodes udløb, såfremt man ønsk­er det.

En medarbejderrepræsentant udtræder af bestyrelsen med øjeblikke­lig virkning fra det tidspunkt, hvor den pågældende har afleveret sin opsigelse til kommunen eller har modtaget sin opsigelse fra kommunen. Suppleanten indtræder herefter i bestyrelsen.

§ 6 Bestyrelsens konstituering

Bestyrelsen konstitueres på det førstkommende møde efter nyvalg.
Formanden og næstformanden vælges af og blandt forældre-repræsentanterne i bestyrelsen. Endvidere skal der vælges en forældrere­præsentant til småbørnsinstitutio­nernes forældrenævn. Dagtilbudets leder indkalder til det konstituerende møde, som skal finde sted inden 8 dage efter valget af forældrere-præsentanter til bestyrelsen.

§ 7 Forretningsorden

Bestyrelsen skal fastsætte en forretningsorden. Lyngby-Taarbæk Kommune har udarbejdet en standardforretningsorden, som bestyrelsen kan benytte sig af. Bestyrelsen kan fastsætte en anden forretningsorden efter indhentet godkendelse i forvaltningen.

§ 8 Bestyrelsens opgaver

Det er forældrebestyrelsens opgave at fastsætte principper for dagtilbudets arbejde og for anvendelsen af en budgetramme for hvert enkelt dagtilbud inden for de mål og rammer, som er fastsat af kommunen.
Forældrebestyrelsen kan desuden beslutte ferielukning i dagtilbudene på max. 5 enkeltdage om året efter nærmere angivne retningslinier og i henhold til Dagtilbudsloven.

Forældrebestyrelsen i Dagplejen fastsætter overordnede principper for Dagplejens arbejde (retningslinier, der omfatter alle dagplejeh­jem og ikke de konkrete aktiviteter i det enkelte hjem) og for anvendelsen af en budgetramme for Dagplejen inden for de mål og rammer, som er fastsat af kommunen.

Forældrebestyrels­en har indstillingsret ved ansættelse af fast personale i daginstitutioner og i den kommunale dagpleje inden for den godkendte per­sonalenormeringsramme.

Bestyrelsen afgør selv, hvordan de enkelte ansættelsesudvalg sammensættes, idet det dog er en forudsætning, at lederen og en personalerepræsentant som minimum indgår i ansættelsesudvalget ved alle ansættelser.

Forældrebestyrelsen har indstillingsret og ret til at deltage ved ansættelsen af lederen i daginstitutioner og i den kommunale dagpleje.

Forældrebestyrelsen kan – efter nærmere angivne retningslinier – beslutte at oprette en forældrebetalt madordning i dagtilbudet, når det er et ønske fra forældrene og det kan passes ind med forholdene i det enkelte dagtilbud.

Forældrebestyrelsen skal inddrages i udarbejdelse af virksomhedsplanen og virksomhedsberetningen i det enkelte dagtilbud.

Forældrebestyrelsen skal inddrages i udarbejdelsen, evalueringen og opfølgningen af den pædagogiske læreplan.

Forældrebestyrelsen træffer beslutning om anvendelsen af ikke- budgetterede indtægter. Dette gælder ekstraordinære indtægter, som ikke normalt hører under dagtilbudets budget.

Bestyrelsen skal desuden inddrages i sager af mere principiel karakter.

§ 9 Bestyrelsens virksomhed

Der kan kun træffes beslutninger og handles på forældrebestyrelsens vegne i møder.

§ 10 Forældremødet

Forældrebestyrels­en indkalder foræ­ldremødet efter behov, f.eks. i for­bindelse med hør­ing af diverse fors­lag, som bestyrelsen­ måtte fremsætte.

75 % af de stem­meberettigede kan kræve afholdt et forældrem­øde.

Forældremødet kan ikke omstøde en bestyrelsesbes­lutning, som et flertal af forældre er uenige i. Bag­grunden for dette er, at forældrebestyrelsen som sådan får tillagt en selvstændig kom­petence efter loven.

Forældrerepræsentanterne i bestyrelsen kan derimod afsættes, hvis 2/3 af de fremmødte og mindst halvdelen af de stemmeberettigede forældre stemmer for et mistillidsvotum til disse.

Forældrebestyrelsen og forældremødet kan ikke træffe af­gørelser, der strider imod kommunens politik på generelle/fælles områder eller imod gældende lovgivning.

§ 11 Mødevirksomhed

Forældrebestyrelsen kan beslutte at afholde et møde eller en del deraf for lukkede døre. Forældrebestyrelsen kan indbyde personer uden for egen kreds til – uden stemmeret – at deltage i møderne.

§ 12 Ændring af styrelsesvedtægten

Ændring af styrelsesvedtægten kan kun foretages af kommunalbestyrelsen efter forudgående indhentet udtalelse hos forældre­bestyrelsen.

Kommunalbestyrelsen kan ændre styrelsesvedtægten med 3 måneders varsel. Ændring med kortere varsel kan ske, hvis forældrebestyrelsen og kommunalbestyrelsen er enige herom.

 

Spørgsmål vedrørende selvforvaltning og forældrebestyrelser rettes til:

Kontakt

Børne- og Fritidsforvaltningen

Toftebæksvej 12

2800  Kgs. Lyngby

Tlf. 45 97 30 00

Fax: 45 97 30 89

E-mail: boernfritid@ltk.dk

Siden er sidst opdateret den 06.02. 2008
©  lyngby-taarbæk kommune ·lyngby rådhus, lyngby torv 17, 2800 kgs lyngby ·tel 45 97 30 00 ·lyngby@ltk.dk >   se kørselsvejledning